Viste du at ...
I tangoverden i Europa findes der forskellige typer af tangoarrangementer, der i store træk kan grupperes ud fra: practica, milonga, festival, maraton, encuentro og private encuentros.
I tangoverden i Europa findes der forskellige typer af tangoarrangementer, der i store træk kan grupperes ud fra: practica, milonga, festival, maraton, encuentro og private encuentros.
I tangomiljøet på Sydfyn har der enten været afholdt, eller bliver der afholdt arrangementer inden for alle grupperne. Det er vi egentlig ret stolte over!
Med fokus på hvad det er for en oplevelse, så er her en gennemgang af de forskellige typer af arrangementer. Gennemgangen sætter lighedstegn mellem, hvor godt et flow, der er på dansegulvet, og hvor trænede danserne er i at danse socialt. At danse socialt vil sige, at man har trænet i f.eks. at holde sin plads på dansegulvet, danse med respekt for de andre dansere, kikke til venstre og få accept, inden man går ind på gulvet o.lin.. Man kan også sige at parene danser med hinanden, og at førerne er opmærksomme på at at få flest mulige følgere på gulvet.
Et uroligt dansegulv er et gulv, hvor parene danser for tæt på hinanden, og måske rammer ind i hinanden. Det er et gulv, hvor der konstant danses ud og ind af den yderste række, det er et gulv hvor der laves boleros og ganchos uden at tage hensyn til de andre omkring en. Det er et gulv, hvor der danses højre om en, og hvor par går ud foran andre, der danser uden at få accept først, når de går på gulvet.
Der er ikke nødvendigvis en sammenhæng mellem det at danse socialt og det at danse i tæt dansefatning. Men, ved nogle typer af arrangementer, kan det være et krav, at der danses i den helt tætte dansefatning, fordi der er en tendens til, at flowet derved også bliver mere roligt.
Practica og milonga
Practica og milonga kender du fra dit lokale tangomiljø og er typisk det første, du møder i dit tangoliv. Det er arrangementer af 3-4 timers varighed. På milongaer danser man med hinanden med det, man kan. Til practicaer øver du dig sammen med din partner, eller med de andre tilstedeværende.
Gallamilongaer, nytårsmilongaer, sommerfester o.lign., med eller uden orkester, hører også ind under denne kategori.
”Morbror Tages Tangosalon” og ”Lillemarkens Tangosalon” er eksempler på sådanne milongaer. ”Practica i Bagergade” (Svendborg)
Typiske karakteristika:
Dansegulvet: Jo tættere folk skal danse, des mere uroligt bliver det.
DJ’s: Nogle steder er der DJ’s, andre bruger spillelister.
Musik: Klassisk tangomusik fra alle perioder, non-tango, nyindspilninger, moderne tango
(nuevotango).
Dansefatning: En blanding af åben og lukket dansefatning.
Netværk: Personligt netværk har ingen betydning for deltagelse. Her møder du bare op.
Social dans: I Danmark er der i dag ingen krav om at kunne danse socialt ved milongaerne.
Registrering: Som regel nej. Men der kan være begrænsede antal pladser, og så er det “først til mølle” ved tilmelding.
Festivaler
En tangofestival er typisk flere milongaer af 4-5 timers varighed hver, over flere dage samt workshops i dagtimerne. Der er ofte opvisning af underviserne på milongaerne.
Baila el tango i Odense har førhen lavet en festival, og det vi kalder tangohøjskoler i Danmark, er typisk også festivaler, som f.eks. ”Den Sydfynske Tangohøjskole”.
Typiske karakteristika:
Dansegulvet: Jo tættere folk skal danse, des mere uroligt bliver det.
DJ’s: Der er DJ’s på milongaerne.
Musik: Ved almindelige festivaler er det typisk klassisk tangomusik.
Dansefatning: Åben og lukket dansefatning.
Netværk: Personligt netværk har ringe betydning for deltagelse.
Social dans: Som regel ingen krav om at kunne danse socialt.
Registrering: Som regel nej. Men der kan være begrænsede antal pladser, og så er det “først til mølle” ved tilmelding.
Maraton
Maratons er typisk 4-5 milongaer over en forlænget weekend, af hver 4-5 timers varighed. Nogle steder kan der endda være milonga, så længe som maratonen varer, kun afbrudt ud på de små timer. Der er typisk ikke opvisninger eller koncerter på en maraton.
”Den Sydfynske Tangomaraton” var sådan en maraton.
Typiske karakteristika:
Dansegulvet: Kvaliteten afhænger af hvor mange, der danser i tæt stil og følger regler for social dans.
DJ’s: Deltagerne begynder at gå op i, hvem der er DJ’s på milongaerne.
Musik: Typisk klassisk tango, men der kan være "tema" milongaer med f.eks. nuevo.
Dansefatning: Afhængigt af arrangørerne, så mere lukket end åben.
Netværk: Personligt netværk kan have en betydning for deltagelse.
Social dans: Arrangørerne kan henstille til, at man er opmærksomme på regler for social dans.
Registrering: Arrangørerne kan ønske, at der er balance mellem førere/ følgere, og så vil der være
registrering og godkendelse. Ełlers, er det først til mølle.
Encuentros
På en encuentro er der typisk 5 milongaer over flere dage, og der ses ofte det, man kalder en warm-up milonga inden det egentlige arrangement. På encuentros går arrangørerne efter, at dansegulvet er et godt flow, og derfor er der krav om at kunne danse socialt. Ingen opvisninger, shows eller koncerter.
“Sydfyn Embrace” er en encuentro.
Typiske karakteristika:
Dansegulvet: Roligt og respektfuldt.
DJ’s: Deltagerne går op i, hvem DJ'erne er, og hvordan de spiller.
Musik: Kun klassisk tango.
Dansefatning: Kun lukket dansefatning.
Netværk: Personligt netværk har betydning.
Social dans: Det er ikke nok at kende kravene, du skal også kunne dem.
Registrering: Der er registrering, hvor der sorteres efter arrangørernes kendskab til dem, der
registrerer sig's evner til at kunne danse socialt, og der gås ofte efter balance mellem førere/ følgere og køn.
Private encuentros
Private encuentros eller private milongas er det samme som encuentros. Her kan man kun deltage, hvis man bliver inviteret. Netværk betyder alt her, så hvis arrangørerne ikke kender dig og har set dig danse, så får du sandsynligvis ikke en invitation.
Sydfyn har, grundet den store interesse for tango, stort set alle typer af arrangementer, hvoraf nogle af dem kan være sværere at komme i betragtning til end andre. F.eks. ”Den Sydfynske Tangohøjskole”, hvor tidligere års deltagere automatisk bliver inviteret til at tilmelde sig en uge til to før alle andre. Et andet eksempel er Encuentroen ”Sydfyn Embrace”. Her skal man kunne bidrage til at skabe godt flow på dansegulvet, gennem krav om at mestre regler for social dans (www.sydfynembrace.dk/socialdanser). Begge arrangementer er arrangeret af selvstændige aktører.
Sydfyn har også arrangementer hvor alle kan deltage, og som er en skøn blanding af øvede, begyndere og nysgerrige. F.eks. ”Morbror Tages Tangosalon” og ”Lillemarkens Tangosalon” samt arrangementer generelt, arrangeret af Tango på Sydfyn.
Skulle du have lyst til at lære, hvordan du danser socialt, så er der kommet en milonga på Sydfyn der hedder "Mas Alma", hvor arrangørene guider og underviser i social dans. Du kan følge arrangementet her: Mas Alma Milonga - Opening night | Facebook