Tango Sydfyn

Det spøjse og det mindre spøjse 

Som bekendt skal dagen startes med en kop kaffe. Det klassiske tilbehør til kaffen er en Media Luna. En halvmåne. Den er formet som en croissant, dog noget mindre og den er mere brødagtig end en wienerbasse, men sødmen har den. Et par af dem og rigeligt med den glimrende kaffe, så er du klar til Bs As. Frokosten på hverdage er oftest hurtig, idet det er meget almindeligt at det arbejdende folk spiser deres frokost på en cafe eller restaurant. Klassikeren her er en Milanesa. En ultratyndt stykke kalvekød, der er paneret. Men et stykke kylling eller noget pasta bliver der også langet over disken. Men oksekødet er hovedingrediensen i det Argentinske køkken. Det er vidunderlig mørt og smager himmelsk. En tre – fem cm tyk bøf på 400 – 600 g ligger godt i maven. Tilbehøret er et nødvendigt onde og for nogen helt unødvendigt. Selv sad jeg på en restaurant en aften, hvor bordet ved siden af mig var reserveret. Ind kommer 10 kvinder – alle bestiller de en bøf og flere af den uden tilbehør. Overvægt er i øvrigt ikke et problem i Bs As.

Når der skal hygges bliver der lavet asado – grillen tændes og forskelligt kød og pølser grilles. Det er yderst velsmagende. Til almindelig information – der er kød i pølserne! Alt bliver skyllet ned med øl på literflasker og liflige mundfulde af skøn Malbec.

Lørdag og søndag er familiedage. Her går hele familien ud og spiser frokost eller aftensmad. Eller de mødes hjemme til Asado. Det kan nogle gange være svært at få et bord på en restaurant i weekenden, så det kan være klogt at bestille bord.

Jeg var flere gange ude at spise med en kvinde, bl.a. min danselære. Mens vi ventede på maden skar min borddame brødet i skiver, smurte smør på som hun rakte mig og når maden kom øste hun mad på min tallerken før hun selv tog. Det var noget jeg lige skulle vænne mig til, hvilket jeg nu gjorde hurtigt. Nu skal jeg jo ikke komme og lave om på skikke og vaner. Hun gør det af hengivenhed. Ikke fordi hun er manden underdanig. Det argentinske samfund er meget fremme i skoene, hvad angår ligestilling. Dette gælder i øvrigt også homoseksualitet. Homoseksuelle har lov til at gifte sig i Argentina. Ovenikøbet med kirkens velsignelse. Forresten…. Jeg fik altid lov at betale. Så meget for ligestilling.

Jeg havde fornøjelsen af at blive inviteret hjem, bl.a., hos begge mine danselærere. Hjerteligheden og rummeligheden er stor og jeg blev taget imod med åbne arme ud fra filosofien: Hvis du er min vens ven er du også min ven. Og så blev der kindkysset og krammet i gennem. Lidt mærkeligt for her hjemme er vi lidt mere forbeholdne. De kram vi deler ud er sjældent dybtfølte. I Bs As mener de det. Min favorit Milonga er Club Gricel. Der kom jeg ofte, så det var til sidst noget af et slid at kæmpe sig igennem kindkyssene med alle de kvinder jeg tidligere havde danset med, plus servitricerne. Det var såååå hårdt!

Indrømmet, det var ikke meget turist jeg var. Undervisning om dagen. Milonga om aftenen. Men der er rigeligt at se på, hvis man er til enten museer eller almindelig sightseeing. Udover det jeg tilfældigvis kom forbi og stoppede op og kiggede på, så var der to ting jeg ville se. Den ene ting var Evita Perons gravsted. Hun ligger på kirkegården i Recoleta. Det er en overskuelig kirkegård for samfundets overklasse. Gravstederne er mere eller mindre monumentale huse eller slotte i en lidt mindre målestok, som har kostet kassen – det meste i marmor. Der er prestige i at ens eftermæle er prangende og se værdigt. Man siger at argentineren har brugt flere penge på sit gravsted end vedkommende har levet for hele sit liv. Den anden ting var Carlos Gardels gravsted. Han ligger på Chacaritakirkegården i Chacarita. Den er stor som en by, ca. 200 fodboldbaner. Her er gravstederne knapt så prangende. Men alligevel. Jeg kunne ikke finde Carlos Gardel, men jeg fandt informationskontoret. Turistkontoret ville nok have været lidt misvisende, idet kontoret på ingen måde delte ud af informationer eller var turistvenligt. Chacarita gider ikke turister. De havde ikke noget kort over kirkegården. Jeg spurgte efter Carlos Gardel. Han pegede og sagde 4 blokke. Men der var ingen Carlos. Jeg spurgte flere havemænd, men de var heller ikke så hjælpsomme. Endelig efter 1½ time mødte jeg en kvinde med en buket blomster i favnen. Hun fulgte mig til gravstedet. Spændende gravsted. Det kan anbefales, hvis man kan finde det. I øvrigt ligger alle de store Tangokomponister også på Chacarita.

Der er politi overalt. Det var i starten noget provokerende, da jeg i Svendborg og omegn ikke er vant til et meget synligt bevæbnet politi. Men i Bs As er det meget almindeligt og det blev betryggende. På de store pladser, som f.eks. Plaza de Mayo er der også parkeret noget der ligner kampvogne med vandkanoner. Demonstrationer er hyppigt forkommende. Der bliver sunget, råbt slagord, og fyret kanonslag af og gaden er præget af farverige bannere. Der er en massiv tilstedeværelse af politi. Men det er som om stiltiende aftale om at, hvis demonstrationen kører lidt gelinde, så griber politiet ikke ind. Som begge parter kender grænsen. Så kører demonstrationen i et par timer eller 3 og så går vi hjem i god ro og orden. En sjælden gang kammer det over og så bliver der gået til vaflerne.

Fattigdommen er stor og meget synlig og det er ikke ualmindeligt at far, mor og børn lever på gaden. Tiggeri er hyppigt forekommende og er i øvrigt regnet for et arbejde. En del af de penge de får tigget sig til skal de aflevere til en eller anden ”mafiaboss”. Kan bossen holde styr på sine tiggere, så er der jo ingen grund til at regeringen griber ind! Så hvis du vil give de fattige noget, så er mad og tøj det bedste. Pengene får de ikke lov til at beholde. Men jeg vender mig aldrig til at se små børn sove på gaden.

Af samme årsag er kriminaliteten stor og uanset hvad, så kan du ikke skjule at du er turist. Efter mørkets frembrud kørte jeg altid i taxa. Det er billigt, bekvemt og forholdsvis uden risiko. At jeg har overlevet at køre i taxa er et under. De kører som sindssyge. Du skal ikke stå og blafre med din telefon på gaden. Du skal i det hele taget ikke blafre med noget af værdi. Som kvinde tager du dine smykker på når du ankommer til Milongaen. Lad dit ur blive i boksen på hotelværelset. En rygsæk er nem at rive af dig derfor er der mange, der bærer den foran. Den allestedsnærværende bæltetaske er godt nok usexet – som i usexet, men her er den et forholdsvis sikkert alternativ.

En vigtig ting: Det er ikke dig banditterne er ude efter, men det du har. Så bliver du passet op, så afleverer du det de beder om. Stritter du i mod så ender det ikke godt. Selv har jeg været forskånet for den slags uheld, men ting er sket i mit nærvær. En mand på en knallert snupper din mobilos ud af hånden på dig. Et par parkerer deres bil. Da manden står ud af bilen stopper en anden bil og en mand stiger ud med en pistol og beder om bilnøglerne og kører væk. En kvinde sidder i bussen ved et åbent vindue. Det er varmt. Bussen holder ved et stoppested. En ung mand, uden for bussens vindue, hopper op og snupper telefonen. Det sker hele tiden, så tænk dig om og brug din sunde fornuft.

Et fortov i Bs As er ikke som et fortov i DK. I DK er fortovet forholdsvis rent, helt og nogenlunde fri for hundelorte. I Bs As er fortovet møg beskidt, langt fra helt og smurt ind i hundelort. Pas på. Kig ned. Orienter dig og gør det hele tiden. Jeg har opholdt mig 120 dage i Bs As og trådt i en lort en gang. Det er billigt sluppet, men så er jeg faldet to gange med en forstuvet arm til følge.

Indimellem så regner det. Eller regner – det styrter, vælter ned. Det skaber oversvømmelser, flytter biler og jævner huse med jorden. Og 30 min. efter er det overstået. En aften, da jeg sad på en restaurant – nej jeg var ikke alene, begyndte at, nå ja, regne. Vandet begyndte langsomt at stige også inde i restauranten. Var det sket i DK ville man have evakueret restauranten, men her gjorde man ikke noget anstød af det. Det var meget normalt og panikken var helt på min side. Byggestilen er sikker nok, men i Bs As behøver man ikke tænke i at bygningen skal være tæt eller isoleret. Det er ikke nødvendigt med det klima. En Aften efter en Milonga stod jeg ventede på mine empanadas. I bygningen overfor holdt nogen fest – høj musik og et blinkende lilla lys. En ting var at lyset kunne set ud af vinduerne, men det kunne også ud af sprækkerne til de tilstødende bygninger.

Men uanset det negative, men det hører med, så er Buenos Aires en fantastisk by og rejsemål, jeg kun kan anbefale. Der er så mange skønne stemninger, så meget musik og kunst. Så meget Tango.

Her kan du se nogle af mine billeder: